@codenerd på twitter Mit seneste tweet:

Har Trustpilot et troværdighedsproblem?

Jeg har tidligere skrevet en del om trustpilot, men for dem som ikke ved hvad det er, så er det kort fortalt en side hvor forbrugere kan anmelde virksomheder (webshops), og tjekke disse virksomheders troværdighed inden køb. Med andre ord, brugeranmeldelser af virksomheder. Jeg har altid været stor fan af Trustpilot, idet en brugeranmeldelse er 1000 gange mere værd end et værdiløst e-mærke. Men har Trustpilot efterhånden fået et troværdighedsproblem?

Da jeg opdagede en webshop ikke overholdt købeloven, valgte jeg selvfølgelig at anmelde denne virksomhed negativt på trustpilot. Virksomheden anmodede så trustpilot om at fjerne denne anmeldelse, noget som jeg aldrig troede ville ske. Men det gjorde det. Min anmeldelse overholdt nemlig ikke Trustpilots retningslinjer, som siger en anmeldelse kan slettes hvis:

  1. Bedømmelsen er udelukkende baseret på andres oplevelser.
  2. Bedømmelsen ikke relaterer sig til en handel med virksomheden.
  3. Bedømmelsen udelukkende er baseret på sortiment, pris, funktionalitet, layout, og andre parametre der ikke er forbundet med et køb.
  4. Bedømmelsen har relation til porno.
  5. Bedømmelsen indeholder personlige angreb på, eller negativ omtale af navngivne af ansatte/ejere.
  6. Bedømmelsen er negativ og indeholder navngivning af ansatte/ejere.
  7. Bedømmelsen indeholder vulgært sprogbrug.
  8. Det kan dokumenteres eller sandsynliggøres at ansatte eller andre personer med tæt tilknytning til virksomheden selv har bedømt den.
  9. Det kan dokumenteres at påstande i bedømmelsen ikke er korrekte.
  10. Bedømmelsen linker til andre hjemmesider.

Da virksomheden jo ikke overholdt købeloven købte jeg selvsagt ikke noget ved dem, og derved falder min bedømmelse jo nok under punkt 2. Men hvor skal man så gøre opmærksom på så strænge fejl? En direkte overtrædelse af købeloven på flere punkter burde da høre hjemme hos på Trustpilot, for ellers er det da alt for nemt at undgå negativ omtale. Jeg har da ligeledes bedømt flere virksomheder hvor jeg er kommet så langt som betalingsforløbet og så virker det direkte fup agtigt idet jeg pludselig skal betale mere i fragt end der stod på godkend siden… Skal disse bedømmelser så også slettes?

Jeg mener generelt at punkt 2 og 3 er til skade for troværdigheden af de anmeldelser der findes på trustpilot. Fx når det kommer til pris – hvad så hvis en webshop tager 500kr for noget der burde koste 10kr (som vi for nylig så da et par modebloggere fik lukket et website) – hvis jeg skal holde mig til trustpilots retningslinjer skal jeg så købe noget til overpris før det er tilladt at advare andre om det?

Og hvorfor må man ikke bedømme ud fra funktionalitet og layout? User experience er en stor del af e-handel, og specielt om en virksomhed fremstår troværdigt eller ej. Jeg har anmeldt mange virksomheder på dette grundlag hvor jeg har afbrudt mine køb – her har jeg dog altid skrevet at jeg ikke har gennemført mit køb.

Trustpilots udvikling

Trustpilot har udviklet sig utroligt meget siden jeg lagde min første anmeldelse for godt 3½ år siden. For det meste har denne udvikling været til det bedre, og trustpilot er efterhånden blevet så stort at man både fra brugerens men også virksomhedens synspunkt virkelig kan få noget ud af det.

En af de forholdsvis nye ting er at man som virksomhed kan købe en partnerpakke. I denne indgår en masse rigtig gode ting for virksomheden. Men på et enkelt punkt skader den troværdigheden af trustpilot for brugeren. Det er nemlig muligt som virksomhed at slå til så brugeren skal opgive ordrenummer. På den måde sikrer man sig at brugeren rent faktisk har handlet i butikken. Dette kan jeg selvfølgelig godt se det smarte i, idet folk får lidt svære ved at svine en virksomhed til på falsk grundlag. Men fra en brugers synspunkt gør det igen at man ikke kan gøre opmærksom på uheldige forhold på virksomhedens website, og hvis man bruger et falsk ordre id, ja så kan virksomheden jo helt sikkert få anmeldelsen fjernet.

Brugernes troværdighed

Et andet forholdsvis nyt tiltag er at alle trustpilots brugere tildeles en troværdighedsscore. Dette skal hjælpe andre brugere med at bedømme om en anmeldelse nu også skal tages 100% alvorlig eller ej. Ideen er god, og det er også set at det virker i praksis andre steder. Men efter min mening opnår man en for høj score ret hurtigt. En helt ny bruger kan forholdsvis hurtigt komme op på 80% i troværdighed ved blot at uploade billede, skrive en profil og lave et par anmeldelser. Denne troværdighedsudregning kan selvfølgelig være noget der ændrer sig og bliver justeret som trustpilot får mere erfaring med featuren.

Er Trustpilot så noget værd?

NB: Dette blogindlæg er meget gammelt og mange ting har ændret sig siden det blev skrevet. Jeg har ikke selv nye erfaringer med om det kan betale sig at bruge Trustpilot, udover at jeg vil sige at priserne er steget ekstremt meget, og dette skal man huske at tage med i sin beregning. Simon Elkjær har rent faktisk splittestet om trustpilot er pengene værd, og resultatet kan måske overraske, du kan læse resultatet her: Er trustpilot pengene værd?

Jeg mener bestemt stadig der er stor værdig i Trustpilot, og det er helt sikkert et af de mest seriøse bud på hvor du skal tjekke en virksomhed inden du køber, og mener stadig at Trustpilot er 1000 gange mere værd end e-mærket. Du skal som bruger bare være opmærksom på at der kan være tale om et lidt skævt billede. Det vil der selvfølgelig altid være, der vil være falske anmeldelser, anmeldelser lavet at virksomhedsejeren selv. Sidstnævnte ses ofte når man kommer ind på en virksomheds profil med blot en anmeldelse som er så positiv og rosende at man er ved at brække sig….

For virksomheder er det også stadig rigtigt værdifuldt at være på trustpilot, og du behøver ikke betale for at få denne værdi. Se trustpilot som et forum hvor du får værdifuld feedback, og helt klare meldinger om hvor du måske håndterer ting forkert. Du har som virksomhed mulighed for gratis at besvare feedback, og måske få løst nogle konflikter inden de breder sig ud på medier som du slet ikke kan kontrollere. Som betalende virksomhed får du selvfølgelig lidt ekstra, men du kan sagtens starte med den gratis bruger.

Der hvor trustpilot får problemet er når man udelukker muligheden for at gøre opmærksom på fejl og mangler ikke forbundet med et køb. Jeg synes det er utroligt relevant at have med, om det så skal være på trustpilot i en anden fane end de standard anmeldelser, ja det ved jeg ikke, men det bør helt sikkert være der, alt andet er utroværdigt! Der skal selvfølgelig være mulighed for at få fjernet usaglige anmeldelser som helt klart blot at for at svine virksomheden til. Men i langt de fleste tilfælde er det slet ikke nødvendigt for hvis man som virksomhed blot besvarer kritikken, så bliver bedømmelserne oftest ændret af brugeren selv, og hvis ikke, så viser det om ikke andet at man som virksomhed er villig til at tage imod kritikken. Så virksomhed, tænk dig om før du anmoder om at få slettet en anmeldelse, render du ind i en hidsig blogger som mig, ja så får du bare et par over nakken på bloggen i stedet. Og trustpilot… gør noget ved det ellers mister i på sigt den troværdighed i har brugt så meget tid på at opbygge!

Hvad synes du om trustpilot? Har de et troværdighedsproblem? og hvad kan man evt. gøre for at imødekomme både virksomhed og forbruger – er det overhovedet muligt at tilgodese både virksomhed og forbruger uden at få en interessekonflikt?

 

22 kommentarer

  1. Jeg synes ikke at trustpilot er synderlig pålidelige. Der vil altid, uanset hvor meget umage trustpilot gør sig, være et problem med at man ikke 100 procent kan stole på vurderingerne. Siden er jo en invitation for virksomhederne at manipulere med deres egne eller konkurrencernes ratings, så jeg benytter mig ikke af siden overhovedet – hverken som anmelder eller en der har brug for anmeldelser..

    Svar på kommentaren
  2. Trustpilot har altid haft et troværdighedsproblem fordi der er så mange huller i konceptet, og det gælder alle lignende evalueringstjenester.

    F.eks. har TDC fået en meget lav vurdering. 340 har evalueret TDC og de har fået 3,7 ud af 10. Av for den lede. Jeg ved ikke hvor mange kunder TDC har men det er helt sikkert over 100.000. Alle virksomheder har en eller flere store kunder og når man er så stor som TDC bliver antallet af sure kunder forholdsmæssigt større.

    Hvis nu TDC arbejdede aktivt på at få flere evalueringer fra Trustpilot ville resultatet sikkert være bedre. De kunne f.eks. anmode om en evaluering efter hver leverance som så mange andre gør.

    Jeg har i øvrigt intet forhold til TDC. Det er bare et eksempel.

    Jeg er fuldstændig enig med Trustpilot i at en evaluering som minimum bør baseres på en handel, og det bør desuden begrænses til en evaluering pr handel. Ellers kan man spamme trustpilot med falske evalueringer gennem proxies og virtuelle brugere og de vil ikke have en levende chance for at filtrere det fra.

    Der er ikke noget som helst objektivt over evalueringerne, og da slet ikke hvis de evaluerede virksomheder ikke er bevidste om at de bliver evalueret og arbejde aktivt med Trustpilot. Min kritik går på alle evalueringstjenester og ikke bare Trustpilot

    Svar på kommentaren
  3. @Iryna bruger du noget andet eller er det blot en vurderingssag fra shop til shop?

    @Torben, du har ret jo større virksomhed jo flere vil brokke sig, og folk har jo netop en tildens til hellere ville give en negativ mening til kende end en positiv. Derfor er det som virksomhed også ret vigtigt at man opfordre sine kunder til at fortælle om deres oplevelser, for selvom trustpilot måske har et troværdighedsproblem, ja så har det fået en sådan størrelse at man ikke bare kan ignorere det.

    Mht til kun en anmeldelse pr ordre, ja så får man vel i princip det hvis man slår den funktion til der gør brugeren skal oplyse kundenr. Men jeg mener dog stadig man skal have mulighed for at gøre opmærksom på fejl og mangler selvom det ikke er relateret til køb, som sagt ikke nødvendigvis som en anmeldelse, men muligheden bør være der

    Svar på kommentaren
  4. Jeg handler utrolig meget på nettet, men kigger faktisk aldrig forbi Trustpilot. Jeg anmelder heller ingen virksomheder derigennem, selvom jeg nu nok burde – om det så er positive som negative – gør det bare ikke.

    Jeg har vel bare oparbejdet en håndfuld virksomheder, hvor jeg ved, at jeg kan handle i ro og mag.

    Når det så er sagt, så synes jeg nu også godt, at man skulle kunne kommenterer på brugeroplevelsen på den ene eller anden måde, da det faktisk betyder ufatteligt meget i et forløb.

    Men som sagt, så burde man selvf. bidrage, som ivrig bruger af diverse webshops. Måske det er dovenskaben, der står spænder ben?

    Svar på kommentaren
  5. Skrevet af TMEH  d. 06/04/2010 kl 22:18

    Hej Martin, syntes bestemt at Trustpilot har et troværdigheds problem på det punkt, for en side der ikke overholder købeloven burde overhovedet ikke have noget at gøre i den grønne zone på Trustpilot.. de burde være markeret som blod rød med det samme! Man kan så sige at det måske ville være et stort arbejde for Trustpilot at tjekke alle virksomheder.. men når man som dig gør dem opmærksom på problematikken.. så burde de reagere..

    Personligt bruger jeg Trustpilot en del.. er sågar blandt de 5 der har skrevet flest anmeldelser på sitet.. så jeg æder konceptet råt… men kan godt se at der er store huller i konceptet.. men 100% perfekt bliver det nok aldrig desværre..

    Svar på kommentaren
  6. Interessant forløb, som jeg også fulgte med i på Twitter, hvor du fik smidt et par tweets på det. Uden tvivl – havde jeg haft samme oplevelse, havde jeg gjort nøjagtig som du.

    Jeg vil understrege med det samme, at min holdning til Trustpilots koncept er at der er huller og plads til forbedringer, og jeg kan have min tvivl om deres nuværende form holder i længden.

    Når nu jeg sidder lidt på sidelinjen kan jeg alligevel ikke lade være med at tage Trustpilots parti et stykke af vejen.

    1. Hvad er det lige de skal leve af?
    – Webshop ejere som betaler pakken, altså – de er nødt til at høre på virksomhederne ellers mister de jo deres indtjeningsgrundlag.

    2. Hvis virksomhederne ikke forstår at have tillid til brugeres bedømmelse, så bør de ikke være der og så må Trustpilot lukke af for at webshoppen kan oprettes og bedømmes. Brugere må finde et andet forum at køre deres bedømmelse i.

    3. Trustpilot er jo oppe i mod at vi af natur meget hellere vil offentliggøre negativ kritik end positiv og derfor har de deres features, som kan være med til at sikre at bedømmelser ikke er spam osv.

    4. Trustpilots retningslinjer er jo mere en ansvarsfraskrivelse end det er retningslinjer.

    Sidst så bland ikke e-mærket sammen med et site som Trustpilot. De kan overhovedet ikke sammenlignes og er to vidt forskellige koncepter med hver deres udfordringer.

    Men tak for du deler historien med os – synes det er vanvittig fedt, at vi får sådanne sager til overfladen, og gid at både Trustpilot og virksomheden ville deltagere i dialogen her på bloggen.

    Svar på kommentaren
  7. Hej Martin

    Det er nogle fine overvejelser du kommer med. Jeg kan se at du har tilføjet referencer hertil fra BoShops side, og det er jo fint. På den måde kan forbrugere jo alligevel blive bekendt med din kritik. Vores retningslinjer er skruet sådan sammen at vi overholder lovgivningen på området, derfor kan vi bl.a. ikke tillade bedømmelser, som ikke vedrører nogen handel. Vi har dog planer om at forbedre brugernes muligheder for at bidrage med kommentarer, som ikke nødvendigvis er købs-bedømmelser. For kort tid siden lancerede vi mulighed for at sende private beskeder brugere imellem, hvilket også kan hjælpe forbrugere til at stå stærkere og kæmpe for deres sag.

    Mvh. Mads Dørup, Trustpilot

    Svar på kommentaren
  8. Nej, jeg bruger ikke noget andet. Kan måske godt finde på at google virksomheden inden jeg bestiller noget, men det tager jeg også tit med et gran salt. Men stoler som sådan mere på googlede sider end trustpilot, hvor det er en forretning at anmelde andre webshops.

    Svar på kommentaren
  9. For mig er trustpilot ikke brugbart. Jeg har selv tidligere gjort opmærksom på hvor nemt og meget der kan manipuleres med vurderingerne. Og ja en del mennesker er af en sådan natur at de bruger en del tid og kræfter på at give positive stemmer til sig selv og dårlige til de direkte konkurrenter.
    Ideen er fin nok, men det virker bare ikke godt nok.
    Det skal dog siges at det snart er noget tid siden jeg har været forbi deres side, det kan jo være sket mirakler det seneste år, but I doubt it :)

    I din pågældende sag her, vil det være oplagt at have muligheden for at komme med en bedømmelse af shoppen også selvom man ikke har gennemført en handel.

    Men det er også naturligt at Trustpilot skal have nogle retningslinier for at dette kan fungerer og være lovligt. Før trustpilot kom til verden, drev jeg personligt klageforummet Boykot.dk i en række år hvor sure forbrugere kom ind og klagede deres sag over dårlig service mv. — Ikke at det skete, så ved jeg at man hurtigt kan komme ud i nogle lovmæssige problemer ved at lade folk skrive hvad som helst om et firma / person. (injurie mv)

    @Kevin Steffer:
    Citat: Webshop ejere som betaler pakken, altså – de er nødt til at høre på virksomhederne ellers mister de jo deres indtjeningsgrundlag.”
    Svar: Jeg håber ikke det er sådan, for så falder hele møjet til gulvet. Sådan et sted må ikke være webshoppenes lakaj, men skal være der for forbrugernes skyld. Selfølgelig kan de tilbyde ydelser til webshops, fordele mv. men selve grundlaget for siden skal være i forbrugernes interesse – 100%.

    Svar på kommentaren
  10. Hej

    Det har været meget spændende at følge denne sag Martin. Det faktum at både Boshop og Trustpilot har valgt at deltage, i en debat hvor du (en hidsig blogger) har sat dagsordnen, siger noget om magtbalancen i denne her problematik.

    En googling på “hell dell” eller en tilsvarende søgning på YouTube viser hvilke kræfter der er på spil. Firmaene gør klogt i at bidrage med deres syn på sagerne. Der er altså rigtig mange forbrugere, som deler deres erfaringer og oplevelser på nettet. Også e-handelsoplevelser!

    Jeg tror at et firma kommer meget længere med en firmablog eller en fanside på Facebook end med e-mærket eller services som Truspilot. Virkeligheden bevæger sig som jeg ser det i en retning af mere og mere online-debat. Jeg tror det er vigtigt at virksomheder, som vil have succes i en web 2.0 verden forstår at lytte til deres kunder. Det er trods alt kunderne som virksomhederne lever af.

    Svar på kommentaren
  11. Hej Martin,

    Peter fra Trustpilot her, først engang tak for en mega fed post!

    Artikel 2: “Bedømmelsen ikke relaterer sig til en handel med virksomheden.”

    Enhver afgivelse heraf, er i mine øjne en glidebane.
    Ophævede vi denne regel, ville det betyde at alle os på denne blog ville kunne gå ind og give en virksomhed der overtræder købeloven en negativ anmeldelse.
    Hermed vil dens rating ikke være baseret på hvilken oplevelse virksomheden har givet kunderne, men på “gadens parlament”.

    Jeg er naturligvis enig i at det kan være relevant med en advarsel, men vi har ikke kunnet finde en måde hvorpå det fair kan integreres i vores score.
    Må andre så ikke anmelde samme overtrædelse som du har rapporteret, hvis én anden anmelder har gjort opmærksom på det?

    Samme logik gør sig gældende for punkt 3. En virksomhed der har høje priser men fremragende kundeservice, skal ikke have en dårlig score fordi at folk synes “det er for dyrt” . Så må de lade være med at benytte virksomhedens tilbud.

    Du skriver så at man kan tilføje en fane med standard kommentarer, hvor man kan skrive alt muligt om virksomheden. Det synes jeg er et rigtigt godt forslag, og nok noget der i en eller anden form kommer ind på vores website i løbet af året.

    Er også enig i at bruger troværdigheden stiger for hurtigt. Den skal nok tweakes en del endnu før vi er tilfredse.

    Det var det jeg lige havde for nu.
    Hvis en sådan debat kan resultere i opdaterede retningslinier synes jeg det er ret sejt, så gode forslag er meget velkomne!

    Svar på kommentaren
  12. Så kom der da vist gang i debatten – fantastisk når den slags sker helt uventet :-)

    @Michael generelt tror jeg trustpilot bruges noget mindre blandt de internet stærke forbrugere, mens folk der er lidt mere usikker på handel på nettet bruger siden meget – det er en teori. Men ja så meget som du handler på nettet kunne du snildt smide et par anmeldelser om ugen/måneden 😉 selv er det heller ikke altid jeg får bedømt en virksomhed lige med det samme, så går der måske et par uger og så kan jeg så skrive en stak bedømmelser på 10-15 min og så har jeg måske hjulpet et par forbrugere.

    @TMEH jeg må nøjes med top 10 :-) hehe men ja jeg synes også konceptet er fantastisk og det ved trustpilot/peter også godt. Og fuldstændig enig i at en virksomhed der ikke overholder købeloven burde være fuldstændig rød, specielt når det kunne dokumenteres ret nemt af mig, så måske man kunne have en reporter virksomhed til trustpilot funktion i stedet til den slags…

    @Kevin helt enig, i dine punkter, og er overordnet set også rigtig fint tilfreds med trustpilot på trods af de huller. Eneste punkt jeg måske ikke er helt enig i er at udelade E-mærket, eneste sammenligning her var sådan set bare hvad jeg stoler mest på, bruger anmeldelser eller et mærke som gang på gang har vist sig at have store problemer fx netop med virksomheder der ikke overholder købeloven men stadig kan fortsætte med at have e-mærket. Helt enig i det er to vidt forskellige ting.
    Det er klart trustpilot skal have en indtægt, men som Claus skriver så må sådan et koncept aldrig gå hen og blive mere for virksomhederne end for forbrugerne.

    @Claus – Der er faktisk sket en del, og billedet af konkurrenter der anmelder hinanden negativt og sig selv positivt er der selvfølgelig stadig. Men brugerbasen er efterhånden så stor så disse falske anmeldelser får lidt mindre vægt.
    selvfølgelig skal trustpilot beskyttes injurie, og som udgangspunkt ville det også være fint hvis man kunne anmelde ting som ikke er relateret til købsforløbet uden om den almindelig trustscore, som fx kommentarer til virksomheden, eller “anmeld virksomhed til trustpilot” funktion.

    @Jon jeg tror også Facebook og diverse andre sociale medier får mere og mere magt på dette punkt, og det er om noget et medie hvor virksomhederne styrer dialogen, det er væsentligt nemmere at håndterer på disse medier end det er når en sag først er løs på diverse blogs.

    @Peter Du ved jeg er stor fan af trustpilot, og har været det fra starten, og håber da min debat kan være med til at forbedre siden :-)
    Kan godt se det vil blive et skråplan hvis man afviger fra disse regler, derfor synes jeg også ideen om at man kan skrive kommentarer som ikke indgår i trustscore ville være en fin mulighed. Derudover kunne man lave en funktion der hedder anmeld virksomhed til trustpilot – så kunne man gøre jer opmærksomme på at virksomheden fx ikke overholder købeloven og fx medsende beviser på dette. Fordi en virksomhed som ikke overholde købeloven bør efter min mening kunne markeres på en eller anden måde – det kan jo ikke være meningen jeg skal købe et eller andet for derefter at skrive virksomheden ikke overholder købeloven 😉 Men super du kommer med i debatten, og glæder mig som altid til at se hvad du/I hiver op af hatten

    Svar på kommentaren
  13. Bruger endnu ikke selv TrustPilot aktivt, hverken som bruger eller butik, da jeg også mener, at troværdigheden ikke er høj nok.

    Men troværdighedsproblemet er nok svært at undgå. En tidligere vinder af e-handelsprisen overholdt f.eks. heller ikke lovgivningen omkring tilbagebetaling for returnerede varer, men kunne alligevel vinde.

    Tiltaget med at skulle angive ordrenummer synes jeg er rigtig godt, men jeg er enig i, at man også bør kunne oprette kommentarer uden at have handlet. Principielt set bør den kritik blive foretaget over for butikken, men det er sjældent, at der sker noget ved det, og så vil det være godt at kunne hjælpe andre brugere på denne måde.

    Kommentarer uden ordrenummer kunne evt. have en lav vægtning, eller som foreslået, blot stå der som kommentarer.

    En del svindel kunne måske undgås, hvis bedømmelserne udløber. Jeg tjekkede lige en tilfældig butik, hvor første anmeldelse er foretaget i oktober 2007. Der kan være sket rigtig mange ting omkring butikken siden dengang – både positivt og negativt – og der kan være en helt anden ejer. En virksomhed, der tilmelder sig, og som ønsker at svindle med egne anmeldelser, vil formentlig være mest aktiv i starten, så hvis TrustPilot kun beregnede scoren for det seneste år, så ville en del af usikkerheden muligvis kunne fjernes.

    Svar på kommentaren
  14. @Martin – Tror jeg er gammeldags, og bruger mund-til-mund-metoden i stedet for. Har jeg handlet et sted og haft en god oplevelse, så taler jeg om det mange steder (tror jeg nok).

    Når det er sagt, så ville jeg måske i højere grad anvende twitter til at smide positive som negative kommentarer, men det hjælper så ikke forbrugerne – kun mine followers, hehe

    Svar på kommentaren
  15. Skrevet af Conni Nørskov  d. 16/08/2010 kl 09:41

    Er absolut enig med dig i, at trustpilot ikke er troværdige. Det er i øvrigt ikke nogen nyhed, da der længe har været problemer med anmeldelser, der forsvinder; vel at mærke, hvis det er negative anmeldelser. Hvis man så skriver et indlæg og gør opmærksom på det – ja så kan de lige pludselig godt linke til den negative anmeldelse, som sært nok er røget helt om bag i rækken, også selv om der ikke har været skrevet nye/andre indlæg under den pågældende virksomhed. På samme måde kan du under nogen virksomheder finde et meget positivt, rosende indlæg fra en “forbruger” med billede og hele pivtøjet (det skal jo se troværdigt ud) og selv om der så bliver smidt adskillige negative anmeldelser efter det positive, så er det stadig det positive, der ligger øverst. Så kronologien er også helt ude i hampen, hvilket jo er med til yderligere at forværre troværdigheden og dermed brugbarheden af trustpilot. Jeg giver ikke fem flade ører for det fup-foretagende, som trustpilot i virkeligheden er; i mine øjne er de helt klart i lommen på virksomhederne, så man må nogen gange undre sig over, hvad de får betalt for at drive deres side.. Jeg handler rigtig meget på nettet, og får derfor også disse opfølgningsmail fra virksomheder, som vil have mig til at give en anmeldelse af dem på trustpilot. Jeg har oprigtigt ondt af de virksomheder, som på den måde lader sig føre bag lyset, og min strategi går derfor på, at jeg sender en mail til virksomhederne, hvor jeg giver dem min personlige anmeldelse sammen med en uddybende forklaring på, hvorfor jeg aldrig kunne drømme om at smide anmeldelsen på trustpilot. På den måde får virksomhederne både deres anmeldelse samt en chance for at få øjnene op for, hvor lidt de reelt kan bruge trustpilot til noget. Det kunne være fedt, hvis et forbrugerprogram turde sætte fokus på dem, så de kunne blive afsløret lige som så mange andre svindelfirmaer er blevet det.

    Svar på kommentaren
  16. Skrevet af mik  d. 31/08/2010 kl 17:03

    hvis jeg skal holde mig til trustpilots retningslinjer skal jeg så købe noget til overpris før det er tilladt at advare andre om det?
    trustpilot handler om sevice og er ikke pricerunner

    Svar på kommentaren
  17. Til Blogoprætter

    Jeg har fuld forståelse for at du som bruger ønsker at kunne advare om forskellige virksomheders troværdighed.

    Dog har vi mange gange konstateret at hvis folk ikke har handlet hos dem, har vi ingen muligheder for at støtte brugerens anmeldelse ved en evt advokat-inddragelse. Derudover kan vi reelt ikke vide om der sidder en bruger på den anden side af skærmen, der objektivt udtaler sig, eller om en bruger er en konkurrent, der ikke har handlet men blot søger at gøre virksomhedens score lavere.

    Mht den viden du har, så har man som ikke-handlende stadig mulighed for at skrive kommentarer samt uploade artikler.

    Derudover er vi en meget dynamisk virksomhed og vi har rettet vores retningslinjer løbende til og mener at vi efterhånden har fundet en god balance.

    MvH

    Trustpilot Support

    Line

    Svar på kommentaren
  18. Skrevet af Henrik  d. 29/03/2011 kl 20:02

    @Line

    Du siger at i ikke kan vide om det er en bruger eller en konkurent som udtaler sig.

    Dette kunne jo nemt løses ved at man lavede CPR validering, så ved i da i det mindste helt klart HVEM der laver en anmeldelse.

    At man som bruger kun må anmelde hvis man selv har haft dankortet fremme virker totalt sort. Jeg kan så ikke advare mod et firma selvom jeg måske har indgående kendskab til deres produkt fordi jeg har hjulpet flere mennesker af med det produkt som firmaet sælger og dermed sikkert har et noget bedre kendskab til produktet end så mange andre almindelige brugere som har købt det een gang.

    Trustpilot er værdiløst, ikke mindst fordi firmaerne kan købe et abbonement hos trustpilot. De penge skaber et afhængighedsbånd som gør at i vil være nødt til at vægte firmaernes klager højere fordi ellers risikerer i at de ikke gider betale til jer mere.

    I er IKKE neutrale mere og i den branche i beskæftiger jer med er neutralitet alfa og omega …. Dermed bliver jeres side håbløst værdiløs i mine øjne.

    Svar på kommentaren
  19. Skrevet af Carsten S.  d. 14/05/2012 kl 07:26

    Hej

    Jeg faldt over din kommentar/blog om trustpilot. Min hustrus webshop er ved at blive ødelagt af trustpilot pga falske anmeldelser, hos hende er det ikke-eksisterende kunder der jorder butikken… mon ikke det er konkurrenter? Ihvertfald har jeg surfet rundt og fundet rigtigt meget negativt om trustpilot. Wikipedia (tjek historik – så kan i se at det negative bliver slettet) Det hitter, trustpilots egen omtale af sif selv, forbrugerrådet, etc. For MIG er det da helt klart at systemet manipuleres, og fuldstændigt er værdiløst. Det er kun en sladderspalte med masser af uvederhæftig kritik. Og at få uberettiget kritik fjernet – ja det kan da ikke lade sig gøre – jo altså med mindre man betaler sig fra det… sådan går det vel når en kapitalfond kaster penge i en virksomhed – så ryger engagement og etik. desværre lykkes de vel med at smadre fler forretninger fordi der er uærlige forretningsfolk der manipulerer systemet. Og så lige om den positive effekt, jeg faldt et sted over en tidligere ansats kommentar om at han/hun da havde lavet en positiv omtale af arbejdsgiverens virksomhed hver eneste dag i tre måneder… fast rutine hver formiddag…
    Luk skidtet – det er min mening.

    Svar på kommentaren
  20. Jeg oplever lidt det samme med at trustpilot sletter vores gode anmeldelser for at få os til at købe adgang til deres værktøjer som koster op mod 30.000kr

    Vi købe en pakke hos dem og gav 12.000kr og fik adgang i en kort periode til deres værktøjer men kort tid efter skulle vi betale endnu mere da vi kun havde adgang til ubrugelige værktøjer og skulle opgradere for at få dem alle tilbage.

    Trustpilot opretter også selv falske anmeldelser for at tvinge små virksomheder til at købe adgang.

    De havde bare ikke tjekket at den “Webhop” de lagde negative anmeldelser på faktisk havde været offline i næsten et halvt år pga. ombygning.

    Jeg har oprettet en facebook gruppe hvor alle kan skrive om deres dålige oplevelser med trustpilot.

    Find den her https://www.facebook.com/groups/677343245618145/

    Gruppen hedder “Trustpilot snyder”

    Svar på kommentaren

Leave a Reply to Iryna Volkova Cancel reply

Krævede felter er markeret med *.

*


Dansk Foe Guide