Instruktør: Jon Favreau
Medvirkende: Robert Downey Jr., Scarlett Johansson, Mickey Rourke, Samuel L. Jackson, Gwyneth Paltrow, Jon Favreau, Helena Mattsson
Genre: Action, Adventure
Længde: 117 minutter
I ‘Iron Man 2′ vender Robert Downey Jr. vender tilbage som milliardæren og opfinderen Tony Stark. I fortsættelsen ved hele verden, at det er Stark, som gemmer sig bag superhelten Iron Mans pansrede jerndragt.
Stark er under pres fra regeringen, medierne og offentligheden for at dele teknologien med militæret, men han ønsker ikke at afsløre hemmelighederne bag Iron Mans panser. Han frygter nemlig, at oplysningerne kan havne i de forkerte hænder.
Iron Man 2 er den, for mange, længede ventede opfølgning på succesen Iron Man. Igen er der tale om en actionfilm som ikke nødvendigvis behøver at have den dybeste handling for at være underholdende. Selv havde jeg meget høje forventninger fordi jeg var en stor fan af Iron Man (1), så jeg havde faktisk sat mig selv op til nærmest kun at kunne blive skuffet. Det blev jeg dog ikke, omend jeg måske nok heller ikke blev overvældet.
Iron Man 2 bliver i særdeleshed båret af Robert Downey Jr. som nærmest virker som skabt til at spille Iron Man, men specielt også humoren i filmen bliver en bærende del. Her er der skruet godt op for charmen, og hvis man ikke får sig et godt grin (på den gode måde) et par gange under filmen, så er det vist fordi man mangler en lattermuskel eller noget i den stil. Skuespillet i filmen er generelt af højt niveau, udover Robert Downey Jr. fortjener Sam Rockwell også at blive nævnt. Han spiller Justin Hammer, en våbenproducent, som vil gøre stort set hvad som helst for at overgå den rigtige Iron Man, herunder indgå et samarbejde med skurken Ivan Vanko (Mickey Rouke). Både Scarlett Johansson og Gwyneth Paltrow understøtter også filmen ganske fint, men er i mange scener noget pænere at kigge på end præstationerne, men det er nu også ganske fint.
Iron Man 2 forsøger på ingen måde at skjule at der er tale om en tegneserie. Figurerne er ganske stereotype, klicheerne er smurt tykt på og der er skruet godt op for actionscenerne som underbygges af et dejligt buldrende soundtrack.
Der hvor filmen måske halter lidt i forhold til sin forgænger er selve plottet. Det er til tider som om at filmen ønsker at fortælle lidt for mange ting på en gang, og ender derfor med at pege i mange forskellige retninger. Ligeledes kommer handlingen til at virke ganske rodet til tider, og dette er imponerende (på den knap så fede måde), idet handlingen på ingen måder er kompliceret. Hardcore fans af Iron Man tegneserien vil måske også være lidt utilfredse med nogen af de friheder man har taget sig i forhold til den originale tegneserie, men sådan er det jo når Hollywood kommer forbi, og her må man stole på at de valg der er taget har fungeret bedre på det store lærrede end hvis man havde taget historien direkte fra det originale univers.
Alt i alt er Iron Man 2 en rigtig hæderlig 2er, men alligevel ikke en oplevelse der får mig helt op og ringe. Det er en ganske fin film, som jeg trods alt også mener man bør se i biografen, du skal blot sætte forventningerne efter hvad filmen er.
Vurdering: 4/6 stjerner
Hej Martin,
fin anmeldelse – det ser ud til at jeg er nød til at skulle en tur i biografen 😉
Mvh.
Mike
Link til seneste blogindlæg: Tirsdag er Avatar dag!
Tony Stark har virkelig en al for fed stil. Den film skal ses