Edge of Darkness er en mørk og følelsesladet thriller i grænselandet mellem politik og multinationale interesser. Thomas Craven (Mel Gibson) er enlig far og erfaren kriminalbetjent i Bostons drabs-afdeling. Da hans eneste barn, den 24-årige Emma (Bojana Novakovic), dræbes af skud fra et oversavet haglgevær lige uden for deres hus, formoder alle, at Thomas var målet.
Men det går hurtigt op for ham, at Emma rent faktisk kan have været målet og han kaster sig uden tanke for egen sikkerhed ud i en livsfarlig efterforskning af sin datters hemmelighed, der kan være nøglen til hendes drab. Undersøgelsen leder ham hurtigt ind i en paranoid verden af iskolde forretningsmetoder, vildledning og mord foruden den mystiske mellemmand, Darius Jedburgh (Ray Winstone) der er i gang med at fjerne samtlige beviser i sagen. Cravens ensomme søgen efter sandheden om drabet på sin datter udvikler sig hurtig til en menneskelig Davids kamp mod en skrupelløs sammensværgelses ansigtsløse bagmænd.
Medvirkende: Mel Gibson, Ray Winstone, Danny Huston, Caterina Scorsone
Det er syv år siden vi sidst så Mel Gibson på det store lærrede, og mange har høje forventninger til hans comeback i Edge of Darkness.
Edge of darkness er baseret på en gammel BBC serie fra 1985 af samme navn (BBC Edge of darkness tv serie), så endnu engang har vi at gøre med et remake. Jeg har dog aldrig set originalserien, så for mig gør det absolut ingenting.
Filmen lægger stille og roligt ud, men 5-10 minutter inde i filmen bliver tempoet skruet op og filmen bliver skudt i gang, faktisk helt bogstaveligt, da Cravens (Mel Gibson) datter bliver dræbt. Tempoet i hele filmen holdes nogenlunde højt, og selvom filmen til tider er lidt langsom, bliver der krydret godt med et par uventede actionscener. Plottet er set før, men filmen formår stadig at overraske og komme med et par drejninger som man ikke havde forventet.
Mel Gibson spiller ganske fint som den hævngerrige far, Thomas Craven, der intet har at miste. Ligeledes gør Ray Winstone et ganske godt stykke arbejde, som den regeringshyret lejemorder, Jedburgh, der nok får lidt medlidenhed med Craven, og derfor lader ham fortsætte efterforskningen af datterens mord.
Filmen er på ingen måder nyskabende, vi har set det før, bland lige dele payback med taken, og så har man faktisk Edge of Darkness. Dette gør nu ikke så meget, det største problem jeg har med filmen er, at der til tider bliver skøjtet ret hurtigt henover historien, det virker faktisk til tider som om man har klippet en masse ud for at holde filmens samlede længde nede.
På trods af dette følte jeg mig ganske underhold under hele filmen, og mener derfor sagtens filmen kan anbefales som ganske god popcorn underholdning, hvad enten du ser den i biografen eller venter til DVD/blu-ray udgaven. Under normale omstændigheder ville en film som Edge of Darkness nok kun fortjene 3 stjerner, men på et eller andet plan fungerer filmen bare, og derfor sniger den sig lige op på 4 stjerner. God fornøjelse!
Vurdering: 4/6 stjerner